Foto: Rigspolitiet

Mistænkelige personer tog hus-billeder

En beboer på Vidarsvej i Hvinningdal ringede i går til politiet, fordi tre personer gik rundt og tog billeder af husene på vejen.

Den lille, lukkede villavej med 17 huse havde ved 17-tiden besøg af to mænd og en kvinde, der gik rundt og kiggede ind ad vinduerne til forskellige huse og tog billeder af dem.

En beboer på vejen blev mistænksom og ringede efter politiet, der sendte en patruljevogn til området. Det lykkedes dog ikke betjentene at finde frem til de tre fotograferende personer.

Ifølge politiet er der kun et signalement af den ene af personerne, den ene mand. Han beskrives af anmelderen som 30-40 år, mørk i huden, en sigøjnertype, og så havde han skæg.

Har du kendskab til de tre personers adfærd, kan du kontakte politiet på telefon 114.