Foto: Silkeborg Kommune

Et midlertidigt Torv indvies i aften

Ved siden af Det Gamle Rådhus er et lille, midlertidigt Torv skudt op. Det indvies officielt i aften.

Det midlertidige bytorv er designet af tegnestuen Bysgerrig og har fået navnet Drewsens Plads efter en afstemning på Silkeborg Kommunes Facebook-side.

På det lille torv er der siddepladser i forskellig udformninger, og så er der mulighed for at kigge ind over byggepladsen fra en tribunetrappe.

I forbindelse med Late Night kommer formanden for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Gitte Willumsen (V), og indvier Torvet klokken 18.00.

Bagefter er der åbningskoncert ved Gadedrengene, som optræder på tribunetrappen med de mest populære pop- og rockklassikere fra 50'erne til nu. Gadedrengene er ren akustisk lyd af papkasse, kontrabas, guitarer, saxofon og fem sangere for fuld udblæsning.

Tribunetrappen, som fremstår med lys når mørket falder, er netop tænkt som en scene, hvor man også i maj måned kan opleve en række lørdagskoncerter ved Den Kreative Skole.