Foto: Rigspolitiet

Ændret signalement af voldtægtsmænd

Signalementet af de to mænd, der er eftersøgte for et voldtægtsforsøg mod en 15-årig pige natten til søndag, har ændret sig en smule.

Mændene beskrives begge som 20-30 år gamle, danske af udseende og med almindelig kropsbygning.

Den ene var iført en grå Nike T-shirt og havde lyst eller leverpostej-farvet hår.

Den anden var iført en lys T-shirt og havde meget mørkt eller sort hår.

Den 15-årige pige har anmeldt, at hun ved 02-tiden natten til søndag kom gående ad Åhavevej, da der pludselig blev taget halsgreb mod hende, og hun blev trukket ind i en have.

De to mænd pillede ved hendes tøj, men det lykkedes hende at skubbe dem væk og slippe fra dem.

Politiet vil meget gerne høre fra personer, der kan have set eller hørt noget, da de gik fra Indelukket eller som bor i området.

- Vi har endnu ingen henvendelser fået, men det kan hænge sammen med, at der var mange mennesker og megen støj i området, siger Lis Borup fra politiet i Silkeborg.

Kan du hjælpe politiet, kan du få fat i dem på telefon 114.