Ældre mand blottede sig for 14-årige piger

En mand på 60-70 år er efterlyst af politiet for blufærdighedskrænkelser mod to mindreårige piger i går i midtbyen.

Omkring kl. 15.50 sad de to piger på 14 år i skyggen i en passage mellem Bios Gård og Vestergade og spiste is.

På et tidspunkt kom den ældre mand gående forbi dem, mens han kløede sig i skridtet.

Kort efter kom han tilbage. Denne gang løftede han op i shortsene, da han var ud for pigerne, så de kunne se hans penis.

Pigerne vendte ansigterne væk, og så gik manden videre.

- Hvis nogen har oplysninger om ham, så vil vi gerne have dem på telefon 114, siger Lis Borup fra politiet i Silkeborg.

Manden beskrives som dansk af udseende, 60-70 år, 170-180 cm høj, kraftig af bygning og med gråt, kort hår. Han var iført sandfarvede shorts og bar muligvis briller.