Vikingefest på Lupinvej og Resedavej

Kulturfesten Alderslyst Action vil gerne give noget viden om den danske kulturarv. Derfor har foreningen bag ansøgt om midler til at afholde Thors Dag på Lupinvej og Resedavej.

Over fem dage i den sidste uge af skolernes sommerferie løber Alderslyst Action af stablen.

I år kan kulturfesten fejre 10-års jubilæum, og derfor vil arrangørerne gerne præsentere et stort program. Der skal blandt andet være en Thors dag med vikingetema.

Alderslyst Action finder sted i området omkring Lupinvej og Resedavej. Arrangørerne har ansøgt Kommunen om 37.150 kroner i tilskud til en større jubilæumsudgave.

- I år har vi et stort ønske om at integrere kulturen endnu mere i vores arrangement. Vi mener, at viden om vores kulturelle identitet og kulturarv kan bidrag til øget livskvalitet samt bedre integration og fællesskab, skriver foreningen i sin ansøgning.

Arrangørerne har indledt et samarbejde med en lang række af de lokale aktører på integrationsområdet, eksempelvis Venligboerne, Dansk Flygtningehjælp og Ungdommens Røde Kors.

Kamp og mjød
Kulturarven består blandt andet af en hel dag med vikingerne som tema.  I en ”ægte” vikingelejr med telte, borde, bænke, kister, gryder, bål og værksteder vil man kunne opleve vikingetiden på nærmeste hold.

Vikingekrigere laver våbendemonstrationer og kæmper mod hinanden, mens vikingebrygmesteren serverer alkoholfri mjød.

Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget har bevilget 20.000 kroner til kulturfesten.

Alderslyst Action finder sted i uge 31 og er gratis og åben for alle. Kulturfesten var tidligere for børn og unge, men er i dag for alle aldersgrupper.