Foto: Silkeborg Kommune

Flytning af hjertegenoptræning fungerer

Patienter, der har været udsat for et hjertetilfælde og går til genoptræning, har givet positiv feedback efter, at hjerterehabiliteringen er flyttet fra Regionshospitalet Silkeborg til det nærliggende kommunale sundhedshus på Toldbodgade.

Kommunen overtog genoptræningen af patienter, der har været mildest ramt af hjertetilfælde, fra sygehuset per 1. marts, og brugerne er glade.

Poul-Martin Lilja Nielsen, der bruger tilbuddet om 12 ugers genoptræning, er godt tilfreds.

- Jeg får god hjælp til den helt rigtige træning i Sundhedshuset. Jeg føler mig fuldstændig tryg ved de kompetente piger, som følger mig grundigt og sørger for, at jeg altid laver de rigtige øvelser. Det er hårdt men effektivt, og jeg er virkelig glad for at komme her, siger Poul-Martin Lilja Nielsen, der sidste år blev ramt af en blodprop i hjertet.

Han er en af flere, der bruger det træningslokale, der er til rådighed sammen med en fysioterapeut og sygeplejerske, der altid er til sted under træningen.

I kommunen har man valgt at placere det ene hjertehold kl. 17.00 så erhvervsaktive har mulighed for at deltage, uden at tage fri fra arbejde. Flere har givet udtryk for at det er dejligt at de kan komme til træning efter arbejde, en ting, hospitalet ikke havde mulighed for at tilbyde.

Kommunen har kigget lidt på naboerkommunerne Skive og Viborg, der mærket en stigning i deltagere, der også fuldender genoptræningen, efter  den er flyttet til nærområdet fremfor hospitalet.

- Vi læner os op ad erfaringerne fra nabokommunerne og kan selv se tendensen. En ekstra gevinst er desuden, at det, på bundlinjen, er væsentligt billigere og mere effektivt for kommunen selv at varetage hjerterehabiliteringen, siger Linda Næsager, leder af Sundhedshuset, til sidst.