Billedet er taget fra børnedagen, som Sportscar Event også stod for. Her kunne kræftramte børn og deres familier få en spændende oplevelse med at køre i de flotte sportsvogne. Chaufførerne brugte deres frivillige tid og benzin til at give børnene - og i lørdags andre interesserede - en tur i deres sportsvogne (Foto: Margrethe Løkkegaard).

Sportscar Event slog indtjeningsrekord

Lørdag løb Sportscar Event af stablen på Jyllandsringen – en hel dag, hvor sportsvognsinteresserede kunne købe en tur med en af 50 forskellige sportsvogne og samtidig støtte et godt formål.

De indtjente penge fra dagen går nemlig til Børnecancerfondens arbejde for kræftramte børn og deres familier, og i år nåede arrangementet en ny rekord: knap to millioner kroner indsamlet.

Eventchef Jack Mogensen er langt over tilfreds.

- Knap to millioner kroner er ny rekord for Sportscar Event på Jyllandsringen. Og ikke nok med det – sidste weekend satte vi ny ”Sjællands-rekord”, idet vi passerede en million kroner ved et tilsvarende event på FDM Sjællandsringen, jubler eventchef Jack Mogensen.

Jack Mogensen er specielt glad på en speciel gruppes vegne.

- Jeg er så glad på børnenes vegne – sidste år nåede vi i runde tal et samlet beløb på 2,9 millioner kroner. Og det beløb har vi netop passeret. Herefter kan eftersommerens event på Fyn jo blive yderligere flødeskum, siger han til sidst.