Foto: Region Midtjylland

Fem-årig kørt med eskorte til hospitalet

En femårig cyklist blev i går kørt med eskorte til sygehuset i Viborg til tjek for hovedtraume, efter et sammenstød med en bil.

Den femårige pige kom kort før kl. 17 kørende på en cykelsti på Helsingborgvej i Gødvad.

Ved cykelstiens afslutning ud mod vejen fik pigen ikke bremset ned. Derfor kørte hun direkte ud i højre side af en personbil, der blev ført af en 51-årig kvinde.

Pigen ramte bilen på forskærmen og røg i asfalten, som hun slog baghovedet ned i. Den femårige cyklist havde ikke hjelm på.

Pigen mistede ikke bevidstheden, men redningspersonalet var nervøse for skadernes omfang.

- Hun blev kørt med eskorte til Viborg sygehus til tjek for hovedtraume. De kan heldigvis konstatere, at hun ikke er alvorligt tilskadekommen, siger Morten Kjær Andersen fra politiet i Silkeborg.

Både den femårige pige og den 51-årig bilist bor i området.