Genrefoto

Motorcyklist opereret for lårbensbrud

En 34-årig motorcyklist fra Silkeborg brækkede i går sit lårben og måtte opereres, fordi en varebil svingede ind foran ham.

Omkring kl. 8 kom motorcyklisten kørende ad Nørrevænget mod Nordre Ringvej og Bredhøjvej. Varebilen kom kørende den modsatte vej.

Føreren af varebilen skulle svinge til venstre til ad Resedavej, og fordi han fuldstændig overså den modkørende motorcykel, gennemførte han sit sving med det resultat, at de to bragede sammen.

Den 34-årige motorcyklist brækkede det ene lårben ved sammenstødet og blev kørt til Herning sygehus, hvor lægerne var nødt til at operere ham.

Den 35-årige mand, der kørte varebilen, bliver sandsynligvis sigtet for ikke at overholde sin vigepligt og derved være årsag til uheldet.