Foto: www.politi.dk

Stiv kniv-mand anholdt to gange på én dag

Med bare 11 timers mellemrum blev den samme mand anholdt to gange med en kniv i hånden og en masse alkohol i kroppen.

Beboere på Langelinie i Alderslyst ringede fredag ved 13-tiden til politiet og anmeldte, at en uligevægtig mand gik rundt og råbte og skreg på gaden.

Da politiet kom frem, var manden gået op i sin lejlighed, så her bankede betjentene på.

Da den 36-årige mand åbnede døren, havde han en kniv i den ene hånd og en legetøjspistol i den anden hånd.

Det viste sig, at det var den samme mand, som politiet havde anholdt samme sted 11 timer tidligere, klokken to om natten. Der havde han selv ringet efter politiet, og da de kom frem, stod han med en kniv i hånden.

Både første og anden gang blev den 36-årige mand anholdt og kørt i detentionen til afrusning.

Anden gang valgte politiet også at ransage mandens lejlighed, og her fandt de et samuraisværd, en ulovlig dolk og en strømpistol. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Ingen af gangene har manden været truende over for politiet.