300 mountainbikere kører DM i Silkeborg

På søndag får borgmesteren og 300 mountainbikere æren af at indvie Nordskovsporet, når der køres DM i mountainbike i Silkeborg.

For ikke så længe siden var Nordskovsporet et af Danmarks mest mudrede spor.

Derfor gik Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug ind i arbejdet med at få Nordskovsporet etableret.

I dag er sporet så klar til Danmarksmesterskabet og officiel indvielse.

Dagbladet Politiken har for nylig udpeget sporet som et af de 10 bedste mountainbike-spor i hele landet, og sporbyggerne forventer omkring 50.000 brugere hvert år.

- Mountainbike-sporten er nærmest eksploderet, men der er stadig 10 gange flere kilometer ridesti end mountainbike-spor. Det vil vi gerne gøre noget ved, for Silkeborg har potentialet til at blive en international mountainbike-destination, og med stier og spor er der fælles rammer for forskellige grupper, der bruger skoven på samme tid, siger formanden for Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug Erik Skovgaard Knudsen.

DM i Mountainbike begynder kl. 08.30 på søndag, hvor U9 sendes af sted. Klokken 15.15 indvier borgmester Steen Vindum officielt sporet og sender Herre A af sted som de sidste.

- Silkeborg er jo det oplagte center for sport i det fri. Vores smukke natur tiltrækker mange, og vi arbejder på nye faciliteter for mountainbikere og andre for at styrke outdoor-turismen yderligere. En hel masse frivillige sporbyggere hjælper til, og de gør det så godt, at det spor vi indvier på søndag, allerede er kåret som et af landets allerbedste, siger borgmester Steen Vindum.

Danmarksmesterskabet har start- og målområde ved VIA Silkeborg på Nattergalevej.

Næste projekt for Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug bliver Vesterskoven, hvor arbejdet går i gang efter sommerferien.