Stadion-grunden gøres klar til boliger

De første 9500 kvadratmeter af den gamle stadiongrund er solgt, og nu går Kommunen i gang med at lave en lokalplan, der tillader boligbyggeri på grunden.

Nordligst i området skal der være 32 boliger i form af dobbelthuse og rækkehuse i to etager. I den sydlige del af området, hvor det nuværende stadion ligger, skal der etableres to boldbaner. Syd for boldbanerne bliver der mulighed for udstykning af fire parcelhusgrunde med vejadgang fra Marienlundsvej.

- Beslutningen om at bygge et helt nyt og moderne stadion frigør stadiongrunden i Sydbyen til at udvikle den del af byen. Der bliver plads til mange boliger og grønne områder i et meget attraktivt område af byen, siger borgmester Steen Vindum (V).

Salget af de første 9500 kvadratmeter faldt på plads i sidste måned. Køber er PLH Holding og Henning Mortensen Holding. De to selskaber gav samlet 13,1 millioner kroner.

Køberne har planer om at opføre boligområdet Thors Have.

Boligområdet vil have fokus på grønne områder og klimamæssig bæredygtighed. Der vil være grønne facader, taghaver i bebyggelsen og grønne tage på fællesparkeringen i bebyggelsen. Fra området vil der være nem adgang til de rekreative områder i nærheden.

Lokalplanforslaget forventes at komme i otte ugers høring i slutningen af året, hvor der vil være mulighed for at komme med bemærkninger til planen.

Den sydøstlige del af stadiongrunden er i øjeblikket i udbud med en mindstepris på 24 millioner kroner.