Flemming Frøsig Christensen, Karsten René Christensen, Mette Hammershøj, Ole Christensen og Anny Leth. Foto: EnergiMidt

Lokale ildsjæle hædret af EnergiMidt

For 10. år i træk har EnergiMidt kåret lokale ildsjæle. Ved en prisoverrækkelse på hovedkontoret i Silkeborg, fik fem personer æren og 10.000 kroner hver.

Flemming Frøsig Christensen er formand for haludvalget i Gjessø var blandt modtagerne af prisen.

Dommerkomiteen bestående af udvalgte bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere i EnergiMidt har med flere end 100 indstillinger i år været på hårdt arbejde med at vurdere de mange kandidater.

Haludvalget med Flemming Frøsig Christensen i spidsen har leveret en stor frivillig indsats i arbejdet med at få en multihal i Gjessø. Indsatsen har skaffet ham øgenavnet Hal-Flemming.

I oktober blev hallen så officielt indviet efter mange hundrede timers frivilligt arbejde, som Hal-Flemming har koordineret.

– Det er jo fortsat sådan, at det lokale sports-, forenings- og kulturliv er afhængig af, at der er lokale ildsjæle, som på trods af travlhed i hverdagen altid er klar til at give en hånd med efter fyraften, i weekender og i ferier. Nogle af disse ildsjæle vil vi gerne give et velfortjent skulderklap og sige ”godt gået!", lød det fra Jens Jørn Justesen ved overrækkelsen, han er næstformand i EnergiMidts bestyrelse.

De fire andre, der modtog prisen var:
• Anny Leth – Gymnastikinstruktør og frivillig leder i Balling Volling Ungdoms- og Idrætsforening
• Ole Christensen – Arrangerer ture, koncerter og fritidsaktiviteter i Vestbirk
• Mette Hammershøj – Har stået i spidsen for redning af forsamlingshuset i Øster Velling
• Karsten René Christensen – Formand og cheftræner i Løsning bokseklub