Stine Bramsen og Simon Kvamm pryder for- og bagsiden af magasinet. Foto: Thomas Juul

Vold i hjemmet: Støtte-magasin på gaden

Sidste år boede 43 kvinder på Silkeborg Krisecenter, og cirka halvdelen af dem havde børn med. Magasinet Hjemlig Hygge har til formål at samle penge ind Krisecenteret. Magasinet sælges fra i dag for 25 kroner, der går ubeskåret til Krisecentret.

Brugerne af Silkeborg Krisecenter har været udsat for partnervold, der både kan være af fysisk, psykisk, seksuel eller materiel karakter.

Når kvinder søger hjælp på et krisecenter, så har over halvdelen været udsat for volden i mere end tre år.

I Hjemlig Hygge fortæller 55 lokale erhvervsfolk hver deres inspirerende historie om en person af det modsatte køn. Samtidig er der et foto af dem alle med et forslået ansigt, der heldigvis kun er sminket.

Simon Kvamm og Stine Bramsen pryder omslaget, og deres historier er naturligvis også med i magasinet.

- Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere ødelæggende end at blive overfaldet af den, man elsker og deler sin hverdag med - og hvis mit forslåede ansigt kan medvirke til, at der fortsat er et omsorgsfuldt sted at gå hen, så det er det mindste, jeg kan gøre, siger Stine Bramsen til Hjemlig Hygge.

Magasinet sælges syv steder i byen og koster 25 kroner.

Salgssteder:
Askepot Skønhedsklinik, Vestergade 37
t.i.ng., Tværgade 13
Aku-One, Tværgade 7C
Vin & Vin, Østergade 9
Din Radio 8600, Østergade 13
Møbelhuset Silkeborg, Stagehøjvej 19A
Autowelt, Nordre Ringvej 125