Riverboat søger overnatning og frivillige

Riverboat Jazz Festival kan i år fejre 50-års jubilæum, og det kan mærkes på efterspørgslen efter overnatning.

- Hvis nogen ligger inde med et værelse eller en anden overnatningsmulighed, vil vi gerne høre fra dem, siger Line-Marie Hougaard Dencker fra festivalens sekretariat.

Det er et par måneder siden, at byens hoteller meldte om fuldt booket i festivaldagene i næste uge.

Forleden lykkedes det dog festivalen at skaffe nogle enkelte ekstra værelser, og efter et opslag på Facebook var de revet væk.

- Der kom rigtig mange reaktioner, så vi kan virkelig mærke, at der står nogen derude, der ikke kan få plads, siger Line-Marie Dencker.

Hun er overbevist om, at mange udenlandske gæster sprang sidste års festival over, så de kan være med til jubilæumsudgaven i år.

Gør noget godt for byen
Riverboat har også slået op på Facebook, at der stadig mangler nogle enkelte frivillige, særligt til lørdagen.

Både til Søtorvet og Bios Gård kan festivalen godt bruge nogle flere bartendere til lukkevagter lørdag, og så er der behov for nogle enkelte til at servere på sejladser med Hjejlebådene.

Som frivillig får man en drikkekupon per påbegyndt arbejdstime, en Riverboat t-shirt og mulighed for at komme til medhjælperfest søndag aften.

- Så får man smaddergodt samvær og hygge med de andre frivillige, og så er det en mulighed for at gøre noget godt for sin by, siger Line-Marie Dencker.

Har du et ledigt værelse eller lyst til at være frivillig, kan du finde kontaktoplysninger på Riverboat.dk.

Den officielle start på Riverboat går på torsdag klokken 17.00 i Bios Gård.