Silkeborg rykker på erhvervsvenlighed

Silkeborg Kommune er hoppet langt frem i Dansk Byggeris nyeste opgørelse over erhvervsvenligheden i de danske kommuner.

Sidste år lå Silkeborg på plads nummer 59 ud af landets 98 kommuner, men med en plads nummer 16 i år, er Silkeborg rykket hele 43 pladser frem på listen.

Dansk Byggeri konstaterer, at det generelt er de jyske kommuner, der er mest erhvervsvenlige. Blandt de 16 øverste har kun Frederikssund og Stevns fra Sjælland sneget sig ind, resten er kommuner fra Midt- og Vestjylland med Vejen, Billund og Holstebro på de tre øverste pladser.

Silkeborg har været på lidt af en rutsjetur i Dansk Byggeris årlige opgørelse. I 2013 lå vi som nummer 19, men røg ned på nummer 46 i 2014 og helt ned til nummer 59 på listen sidste år.

Med i bedste femtedel
Men nu er Silkeborg altså igen med i den bedste femtedel af kommunerne, når det kommer til erhvervsvenlighed.

Silkeborg har især rykket sig i forhold til udbudspolitik, dialogmøder, kædeansvar og kontrol af kædeansvar. På de parametre, og hvad angår dækningsafgift, ligger Silkeborg helt i top som den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark.

Til gengæld ligger vi stadig i den meget tunge ende i forhold til gebyrer til erhvervslivet, og i forhold til udvikling i udlicitering på tekniske områder.

Bunden findes på Sjælland
I bunden af listen ligger de københavnske omegnskommuner Albertslund, Tårnby, Ishøj, Hvidovre, Brøndby og Rødovre.

Ifølge administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen, er det blandt andet ekstra skatter for erhvervslivet og længere sagsbehandlingstider, der gør det besværligt at være virksomhed omkring København.

- I Midtjylland er der en tendens til, at sagsbehandlingstiderne er kortere, at gebyrerne er mindre, de har for eksempel ikke det, der hedder dækningsafgift, som er en særskat for erhvervslivet, som primært findes omkring København, siger Lars Storr-Hansen.

Du kan se hele listen her.