Homoseksuel: Kristne tilbyder behandling

Den kristne forening Agape i Balle tilbyder homoseksuelle terapi og behandling for at komme af med deres homoseksuelle adfærd. Foreningen modtager statsstøtte, det skriver Radio24syv.

Behandlingen består af foredrag, kurser og terapiforløb, der skal lære den homoseksuelle, hvordan man lever kristent og afholdende, selvom man er tiltrukket af samme køn.

Ifølge læge og professor i klinisk sexologi ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard, så er der faktuelt forkerte oplysninger i dele af rådgivningen.

- For mig ligner det i betænkelig grad homofobisk propaganda, som vildleder og dæmoniserer, siger Christian Graugaard til Radio24syv.

Støttet som forening
Agapes to seneste regnskaber viser et årligt offentligt tilskud på 379.544 kroner, og samtidig kan bidrag til foreningen trækkes fra i skat.

- Jeg synes, det lyder vanvittigt. Selvfølgelig skal staten ikke støtte sådan nogle forløb, siger Rasmus Langhoff, der er ligestillingsordfører for Socialdemokraterne, til Radio24syv.

Radioen har ikke kunnet få et interview med Agapes landsformand, Annette Beck Vad, men hun skriver følgende i en mail:

- Den kristne næstekærlighed byder os at elske og respektere alle mennesker, uanset deres seksualitet. Vores opgave er at rådgive den enkelte individuelt ud fra deres ønsker og behov, ikke at vurdere og dømme om deres seksuelle praksis er rigtig eller forkert.

Agape var i 2007 i søgelyset for at tilbyde "helbredelse" af homoseksuelle. Dengang blev ordet fjernet fra hjemmesiden.