Flytteklar: Indbrudstyve stjal 5-10 kasser

En familie i Hvinningdal havde pakket hele huset ned i flyttekasserne til en forestående flytning, da indbrudstyve kom forbi natten til i går.

Familien ankom i går kl. 07.50 sammen med flyttefolk til huset på Aabenraavej. Nu skulle der slæbes. Men så opdagede de, at vinduet på børneværelset var brudt op.

Tyven eller tyvene havde brugt et koben til at komme ind og så stjålet 5-10 flyttekasser.

I kasserne var der blandt andet et NAD stereoanlæg, men familien har ikke det fulde overblik, hvad der er stjålet.

Foreløbig er det vurderet, at indholdet var omkring 15.000 kroner værd.

Har du set indbrudstyvene, der slæbte flyttekasser på Aabenraavej mellem tirsdag aften og onsdag morgen, så kan du tippe politiet på telefon 114.