Foto: Region Midtjylland

Kvinde alvorligt kvæstet i færdselsuheld

En 72-årig kvinde blev i går alvorligt kvæstet, da hun i sin bil kom over i den modsatte kørebane og kørte frontalt ind i en modkørende varebil. Bilen snurrede rundt og ind i endnu en bil.

Ulykken skete lige efter klokken 12 på rute 26 mellem Viborg og Aarhus lidt nord for Ans.

Kvinden blev fløjet med redningshelikopter til sygehuset i Aarhus. Lægerne har efterfølgende oplyst politiet, at hendes tilstand er stabil, men hun har adskillige knoglebrud og åbne læsioner på venstre arm. Den højre arm er også brækket.

Den 72-årige bilist var langsomt kommet over i den modsatte vejbane af uvisse årsager, indtil hun stødte frontalt sammen med en varebil, der blev ført af en 60-årig mand. Bagefter snurrede bilen rundt og ramte en anden varebil, der blev ført af en 45-årig mand. Ingen personer i de to andre biler kom alvorligt til skade.

Vejen var efter ulykken spærret fuldstændig i begge retninger, mens der blev ryddet op.