Foto: Silkeborg Kommune

Remstruplund beholder 26 plejeboliger

Plejecenteret Remstruplund på Gudenåvej kommer til at ændre sig, når Plejecenteret Marienlund lige overfor står færdig, men de 26 plejeboliger bibeholdes.

- Det er aldrig rart i en sen alder at skulle rykkes op med rode og starte på ny et fremmed sted, siger formanden for Ældre- og Handicapudvalget, Hans-Jørgen Hørning (V).

For flere år siden blev det besluttet, at Remstruplunds daghjem og café rykker til Marienlund, når det åbner.

Flytningen skal give plads til en ombygning af plejecentret, så der bliver plads til et nyt rehabiliteringscenter i løbet af 2017 eller 2018.

Hvorvidt de 26 plejeboliger skulle inddrages i ombygningen har ikke været klart tidligere, men nu har Ældre- og Handicapudvalget besluttet, at Remstruplunds boligerne bevares. Altså får ombygningen ingen konsekvenser for hverken beboere og personale.

- For mange har det allerede været en omvæltning at flytte fra den private bolig og på plejecenter. Derfor er jeg glad for, at beboerne kan beholde deres hjem på Remstruplund, siger Hans-Jørgen Hørning.

Marienlund forventes at være klar til indflytning i foråret 2017, og så begynder ombygningen af Remstruplund.