Foto: Region Midtjylland

Overhaling: Audi smadrede mod minibus

En otteårig pige med muskelsvind og hendes 37-årige mor har fået adskillige skader, efter at en modkørende Audi stødte frontalt sammen med deres minibus på Århusvej.

En 41-årig mand fra Silkeborg kom lørdag aften kørende ind ad Århusvej i den store Audi, da han skulle overhale en forankørende. Midt i overhalingen kom han i slinger og smadrede frontalt sammen med minibussen, der kom kørende ud mod Resenbrokrydset.

I minibussen sad den 37-årige kvinde, hendes otteårige datter i kørestol og hendes to andre børn.

Ved sammenstødet væltede deres køretøj rundt, og den 37-årige kvinde og otteårige pige, der sidder i kørestol, endte med at sidde fastklemt.

Både politi, læge, ambulance, brandfolk og hjemmeværnet blev kaldt til ulykken, der sendte mor og datter på sygehuset og spærrede Århusvej.

- Kvinden har brud i bækkenet og en revne i milten, så hun skal gennemgå en del operationer over de næste ti dage. Pigen har brud på begge skinneben, lårbensbrud og en rift på leveren, siger Flemming Just fra politiet i Silkeborg.

Den 41-årige mand, der kørte Audien, er foreløbig sigtet for at lave en uforsvarlig overhaling og være årsag til ulykken. Politiet har også udtaget en blodprøve på ham for at kontrollere for alkohol eller stoffer, men har endnu ikke fået resultatet af den.