Foto: Rigspolitiet

Påvirket bilist efterlod punkteret bil

Politiet anholdt i nat en 27-årig mand, der var påvirket og havde forladt sin bil midt på vejen, fordi den var punkteret.

Klokken 01.18 ringede en person til politiet for at anmelde bilen, der holdt i venstre vognbane på Christian 8.s Vej ud for Kvickly.

Det ene dæk var sprunget på bilen, så den ikke kunne køre længere.

Anmelderen var fulgt efter føreren, der gik mod Alderslyst, så her kom politiet og tog over.

De fandt en 27-årig mand, der blev vurderet til at være påvirket.

Manden blev testet med narkometer, og da det gav udslag for kokain, amfetamin og medicinen benzodiazepin, blev han anholdt.

Den 27-årige mand blev sigtet for at have ført bil i påvirket tilstand og taget med til en blodprøve.