Firma har svært ved at skaffe arbejdskraft

Spærfabrikken Woodcon i Løve syd for Bryrup har taget utraditionelle midler i brug for at skaffe arbejdskraft til produktionen.

Direktør Gert Nordingsgaard siger til mja.dk, at han vil belønne sine medarbejdere med 3.000 kroner, hvis de skaffer en ny ansat.

Trods løftet om penge, har initiativet endnu ikke givet pote.

- Vi står og skal bruge fire mand i produktionen her og nu, men vi kan ikke finde nogen. Vi har kontaktet jobcentrene i Silkeborg og Horsens, men der er åbenbart ikke folk, siger Gert Nordingsgaard til netavisen.

Virksomheden blev stiftet i 2011, og har siden oplevet en vækst på over 20 procent hvert år.

Gert Nordingsgaard erkender ifølge mja.dk, at firmaet i Løve ligger ’in the middle om nowhere’.
Men han er alligevel nærmest rystet over, at det ikke lykkedes at skaffe medarbejdere, når firmaet tilbyder et godt job med en fin løn.