Jehovas Vidners stævnehal på Oslovej. Den ejendom indgår ikke i handlen af stævnepladsen på Resendalvej.

Jehovas Vidner sælger stævnepladsen

Jehovas Vidner har solgt stævnepladsen på Resendalvej til Silkeborg Kommune for 17 millioner kroner. Kommunen overtager pladsen i efteråret næste år.

Jehovas Vidner har aftalt at leje pladsen i 2018 og 2019 til sommerstævne.

De to parter har desuden aftalt, at der skal indledes forhandlinger om leje af det nye stadion fra 2020. Her kan Jehovas Vidner afholde sommerstævner med mange flere deltagere.

- Vi er utrolig glade for Silkeborg, hvor vi har følt os meget velkomne i alle de år, vi har holdt vores sommerstævner i byen. Vi værdsætter både byen, omgivelserne og beboernes imødekommenhed. Derfor er vi glade for aftalen med Silkeborg Kommune, som giver os mulighed for fortsat at komme til Silkeborg, siger Kristian Pedersen fra Jehovas Vidners Project Team.

Hvis det bliver muligt at afholde sommerstævne på stadion, kan det ugentlige besøgstal stige fra 2-3000 til 12-14.000, oplyser Jehovas Vidner.

Stævnepladsen har et samlet grundareal på 154.973 kvadratmeter og en bygninger med 5415 etagekvadratmeter. Arealet har været til salg i cirka 10 år. Købet skal sikre den langsigtede udvikling af byen.

Silkeborg Kommune overtager pladsen den 1. september 2017.