Stævnepladsen kan blive til udstykninger

Jehovas Vidners stævneplads i Gødvad ender måske engang i fremtiden som boligområde.

Borgmester Steen Vindum siger ifølge mja.dk, at skuer man langt nok ud i fremtiden, er det tanken, at området kan udstykkes til nye byggegrunde.

- Lige nu er området udlagt til offentlige formål, og der er nye boligområder på vej i Gødvad og ved Eriksborg, som vi ikke skal i konkurrence med lige nu. Som kommune er vi bare nødt til at sikre os, at vi har nye områder, hvor der er plads til, at Silkeborgs boligmasse kan udvikle sig i fremtiden på den meget lange bane, siger borgmesteren til mja.dk.

Jehovas Vidner har solgt pladsen til kommunen, og har i stedet lagt billet ind på at bruge det kommende stadion til sommerstævnerne.

- Nu skal vi have undersøgt, hvor mange mennesker, der kan være på det nye stadion, hvis græstæppet også bliver taget i brug, siger borgmesteren til mja.dk.