Genrebillede.

Kommunen fjerner solcreme fra katalog

Silkeborg Kommune går væk fra en sollotion, der mistænkes for at indeholde hormonforstyrrende stoffer.

Kommunens daginstitutioner har haft mulighed for at vælge i mellem fem forskellige solcremer, men nu bliver én af dem udfaset, fordi den indeholder tre stoffer, som er mistænkt for at forstyrre hormoner i kroppen.

Det var en mor, der i juni skannede solcremen med appen Kemiluppen, der kan tjekke om personlige plejeprodukter indeholder kemikalier, der kan være skadelige.

Og det gjorde denne sollotion. Derfor har kommunen nu besluttet at fjerne den fra sit katalog.

Forbrugerrådet TÆNK KEMI, som har lavet appen, roser kommunens beslutning om at fjerne denne solcreme fra valgmulighederne.