Foto: Rigspolitiet

Meget ophidset mand truede politiet

Politiet måtte til Them lørdag aften på grund af anmeldte husspektakler.

Patruljen, som blandt andet bestod af landbetjenten i Them, troppede op på adressen i byen.

Den 32-årige mand var allerede meget ophidset, da patruljen ankom, og han endte med at råbe til betjenten noget i stil med, at han ikke skulle føle sig sikker.

Manden nåede på et tidspunkt en sådan ophidselse og vrede, at politiet så sig nødsaget til at bruge peberspray for at pacificere ham.

Den vrede mand blev anholdt og kørt til detentionen, hvor han blev natten over.

Han blev sigtet for at true politibetjenten og også for at have ødelagt en madras i detentionen.