Harmonikasammenstød på Viborgvej i går

I går formiddags var fire bilister med i et harmonikasammenstød på Viborgvej i Fårvang.

Den første bilist, der er en 19-årig mand fra Randers, stoppede op for formentligt at foretage et sving. Han blev påkørt af en anden personbil ført af en 23-årig mand.

En tredje bilist, en 42-årig mand, bremsede op, men blev påkørt af bil nummer fire, der blev kørt af en 56-årig mand.

Uheldet endte med, at alle fire biler røg ind i hinanden.

De tre ud af fire bilister klagede over nakkesmerter, og derfor blev de kørt til Aarhus Universitetshospital.

Politiet har endnu ikke lavet den endelige rapport, men mener, at uheldet skyldtes for kort afstand mellem bilerne.