Fængsel Genrebillede.

Forringet arbejdsmiljø i Arresten

Der har i den seneste tid været flere episoder i de østjyske fængsler og arresthuse, hvor fængselsbetjente er blevet overfaldet af de indsatte. Hver dag skal de derudover leve med trusler og fornærmelser, og det er noget, der går udover arbejdsmiljøet. Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.

Det gælder i første omgang Horsens, hvor konsekvensen af den dårlige stemning er at flere ansatte har flere sygedage.

Men også i Silkeborg Arrest, kan de ansatte mærke, at arbejdsmiljøet er ramt. Tillidsmanden i Silkeborg, Robert Demeny, siger til TV2 ØSTJYLLAND.

- Justitsministeren Søren Pind vil have færre ulovlige mobiltelefoner i fængslerne, og derfor skal vi øge kontrollen, og det giver en negativ kontakt mellem os og de indsatte hver dag, siger tillidsmanden i Silkeborg, Robert Demeny.

Både i Silkeborg og i Horsens er det helt store ønske at få mere personale og flere ressourcer. Men det er ikke noget, der umiddelbart er på vej, lyder det blandt andre fra det østjyske folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V).