Genrefoto.

Pokémon samler silkeborgensere

Hvis man ser ud på gaderne i Silkeborg i løbet af dagene, kan man spotte op til flere personer, der har smartphonen i hånden og leder efter Pokemons, de kan træne i appen Pokémon GO.

Men hvorfor har spillet taget så godt fat i silkeborgenserne?

En af Pokémon-trænerne – som de spilleglade mennesker kalder hinanden – er Nicolaj Celinder Hansen Cylle på 23 år. Han har været fascineret af Pokémon, siden han som 6-årig prøvede spillet for første gang på sin Gameboy. Han synes, det er fedt, at en ny udgave af Pokémon er kommet på gaden.

- Nu hvor spillet er udkommet, kan man være sammen med vennerne på en helt ny måde. Det hele handler stadig om Pokémon, men samtidig kommer man ud og møder flere entusiaster som har samme passion som en selv, og det syntes jeg personligt er mega fedt, siger Nikolaj.

Når man spørger andre medlemmer af den nyligt oprettede Facebook-gruppe for lokale Pokémon GO-trænere, så er flere enige med Nicolaj.

Alex Richter blev selv overrasket over, hvor meget de forskellige Pokémon-trænere hilser på hinanden, når de krydser hinanden på gaden, mens de er på jagt. Og det er uanset, hvor i landet, man støder på hinanden.

- Jeg var i Holstebro i går, og de fleste mennesker, man gik forbi, som også spillede, var venlige og hilste, mens andre fortalte, at hvis vi gik den vej, kunne vi finde en speciel Pokémon, siger Alex, der synes, at det var en vild oplevelse at møde så rare mennesker.

Popularitet blandt voksne mennesker
Pokémon var udkommet i hele verden i slutningen af 90’erne og siden er der kommet flere generationer til at spillet. Der er i alt over 722 Pokémons, men i appen Pokémon GO spiller man med de originale 151 Pokémons.

Hvis man ser på Facebook-gruppen Pokémon GO - Silkeborg, er medlemmerne overvejende voksne.

Man kan måske undre sig over, hvorfor man kan se så mange voksne mennesker i gadebilledet i Silkeborg, der spiller Pokémon GO. Her har et af de andre medlemmer af Pokémon GO-gruppen, Morten Palmhøj Nielsen, en forklaring.

- For mig og sikkert også mange på min alder, er det en barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse. Da Pokémon blev sendt i fjernsynet, da jeg var lille, var min største drøm at blive pokémontræner. Det er sket nu, siger Morten til sidst.