43-årig kvinde viste bryster på gaden

En 43-årig kvinde fik i aftes en bøde for at vise sine nøgne bryster på Torvet i Kjellerup.

Kort efter klokken 19 kom en politipatrulje kørende ad Søndergade, hvor den 43-årige kvinde kom gående modsat.

- Da hun bemærker bilen, løfter hun op i kjolen og blotter sine nøgne bryster for patruljen, siger Lis Borup fra politiet i Silkeborg.

Kvinden gik herefter over og satte sig på en bænk på Torvet.

Politifolkene steg ud af bilen og gik hen til kvinden på bænken, og da de kom derhen, løftede hun igen op i kjolen og blottede sine bryster.

- Betjentene vurderede, at hendes adfærd var egnet til at forstyrre den offentlige orden, så hun blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, siger Lis Borup.

Kvinden kan nu forvente en bøde.