Foto: Region Midtjylland

59-årig omkommet i arbejdsulykke

En 59-årig mand mistede fredag aften livet efter en privat arbejdsulykke i Sorring.

Den 59-årige mand var fredag eftermiddag ved at lægge ståltag på en staldbygning sammen med sin svigersøn. Arbejdet foregik på Herredsvejen i Sorring.

Pludselig mistede den 59-årige mand fodfæstet og gled ned fra taget. På vejen ned ramte han stilladset med hovedet, før han ramte betondækket fire meter under sig.

Manden pådrog sig et kraniebrud i faldet og blev kørt på sygehuset, men lægerne var ikke i stand til at redde hans liv.

Fredag aften afgik den 59-årige mand ved døden, oplyser politiet i Silkeborg. Den afdøde stammede fra Jebjerg nord for Skive.