Tre villa-indbrud opdaget i går

Politiet modtog i går anmeldelse om tre indbrud, der er begået i private hjem i løbet af de seneste dage.

I Hvinningdal gik det ud over villaer på henholdsvis Frejasvej og Krusåvej.

På Krusåvej blev en dør opbrudt og huset gennemgået, men der er endnu ikke lave en opgørelse over tyvekosterne. Umiddelbart er intet stjålet.

Der blev til gengæld stjålet et ukendt antal smykker fra villaen på Frejasvej, hvor tyven kom ind ved at bryde et vindue op.

Det tredje indbrud blev begået på Fyrresvinget i Virklund, hvor tyven også kom ind ved at bryde et vindue op. Her blev der ikke umiddelbart stjålet noget.

Har du set noget mistænkeligt på de tre veje i løbet af de seneste dage, er det måske værd at tippe politiet om på telefon 114.