Foto: www.politi.dk

Silkeborg Politi assisterede i Rødkærsbro

Silkeborg Politi assisterede i nat politiet i Viborg med anholdelse af en spritstiv mand, der fyrede kanonslag af i Rødkærsbro.

Lidt efter midnat modtog politiet en anmeldelse om, at den 52-årige mand kørte rundt ved Rødkærsbro på en scooter uden lys og kastede med kanonslag.

Patruljen fra Silkeborg kørte til området og fandt manden på Brandstrupvej.

Det viste sig, at han var kraftigt påvirket af alkohol, og en alkometertest viste en promille på 2,37. Derfor blev manden sigtet for spirituskørsel og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for at kaste med kanonslag.

Betjentene kørte til mandens bopæl, hvor de ransagede og fandt et enkelt ulovligt kanonslag på 21 cm og 23 ulovlige haglpatroner. Så den 52-årige blev også sigtet for besiddelse af de to ting.

Ifølge politiet skete affyringen af kanonslag på en anden mands private grund med baggrund i nogle tidligere lejemålsstridigheder.