Foto: Thomas Juul, SIF

Skytte er tilbage på træningsbanen

Midtbanespilleren hos Silkeborg IF, Sammy Skytte, er tilbage på træningsbanen på Søholt.

Spilleren har indtil nu kun kunnet se på, mens de andre trænede, efter han for to måneder siden blev opereret i den ene skulder. Og nu er det første store delmål i genoptræningen nået: Skytte er tilbage på træningsbanen, hvor han træner med bold.

- Det føles superdejligt. Jeg har glædet mig i rigtig lang tid på at komme med ud og være med, bare en lille smule, siger Sammy Skytte med et smil.

Han måtte udgå i kampen mod Næstved den 24. april, efter at hans skulder var gået af led to gange indenfor de første 23 minutter. Skulderen krævede operation, og selv om det første store skridt i genoptræningen er taget med entréen på træningsbanen, er der endnu lang vej til kamp for det 19-årige SIF-talent.

Skytte kan først træne 100 % igen til november. Herefter vil Peter Sørensen afgøre, hvornår han er klar til også at kunne spille kamp.