Genrefoto

Falck-mand påkørt i oprydning af uheld

(Historien har siden den oprindelige udgivelse vist sig at være af en lidt anden karakter. Der er i virkeligheden tale om en ansat ved Midtjysk Brand & Redning, og han blev ikke påkørt, men fik foden kørt. Der var ikke tale om en udenforstående bilist, men en kollega - så det var altså en arbejdsulykke. Ifølge vores oplysninger har den 48-årige mand brækket foden.)

Den oprindelige artikel:
En Falck-medarbejder blev i går påkørt, mens han var ved at rydde op efter et færdselsuheld ved Fårvang.

Det oprindelige færdselsuheld opstod ved 10-tiden på Viborgvej, da en 21-årig mand fik et blackout bag rattet. Bilen trak mod venstre, kom over i modsatte vejbane, nedlagde flere vejskilte og endte til sidst i grøften.

Den 21-årige mand kom ikke noget alvorligt til, men hans bil skulle efterfølgende fjernes. Derfor blev Viborgvej spærret i det ene spor, mens Falck ryddede op.

Selvom der var spærret, blev den 48-årige mandlige Falck-ansatte alligevel ramt af en forbipasserende bil. Umiddelbart blev han klemt mellem den forbipasserende og den havarerede bil.

Den 48-årige Falck-mand brækkede formentlig benet ved påkørslen. Han blev i hvert fald kørt med ambulance til skadestuen.

Føreren af den passerende bil var en 44-årig mand fra Silkeborg. Politiet har endnu ikke sigtet ham for noget.