Sidste års vindere af Frivilligprisen, SIND Ungdom.

Frivillig fredag betyder hyldest af frivillige

Fredag den 30. september er ”Frivillig Fredag” i hele landet. I Silkeborg er det også dagen, hvor Frivilligprisen uddeles. Du kan nu indstille din kandidat.

Rigtig mange skønne mennesker i vores kommune leverer hver dag et stykke frivilligt arbejde. Og hvert år hylder Sundheds- og Forebyggelsesudvalget én af dem med frivilligprisen.

Prisen er på 5000 kroner og går til en eller flere personer, en organisation eller netværk, der har ydet en særlig frivillig indsats.

Sidste år gik prisen til SIND Ungdom for deres klub, der hjælper unge, som har det svært. Klubbens medlemmer tager eksempelvis i biografen eller på sejlture sammen.

Hvis du har en kandidat i tankerne, skal du indstille inden den 5. september. Du kan læse mere om Frivilligprisen på Silkeborg Kommunes hjemmeside.