Foto: Esben Stenfeldt

Jyske Bank tjente 1,5 mia. kr. første halvår

I løbet af årets første seks måneder tjente Jyske Bank 1502 millioner kroner før skat, hvilket er et fald sammenlignet med samme periode sidste år, hvor overskuddet var på 1803 millioner kroner. Det er særligt landbruget, der trækker ned.

- Salget af boliglån er fortsat i et tilfredsstillende tempo og forventes at fortsætte i et højt tempo også i 2. halvår, siger ordførende direktør Anders Dam.

Mens banken tjener godt på boliglånene, ser det anderledes ud med udlån til landsbruget. Her har Jyske Bank været nødt til igen at foretage store nedskrivninger.

- Situationen i landbruget har for mælkebønderne været ganske forfærdelig, mens det går lidt bedre for svinebønder, siger Anders Dam til Jyskebank.tv.

I mål med BRF-fusion
Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg opkøbte i 2014 realkreditinstituttet BRF Kredit.

Med fusionen havde Jyske Bank en målsætning om at opnå synergieffekter for 600 millioner kroner årligt inden udgangen af 2017.

- Vi har nu nået målet med fusionen med BRF halvandet år før tid, siger Anders Dam til Jyskebank.tv.

Regnskabet for årets første seks måneder viser et overskud på 1,2 milliarder kroner efter skat.