Håndbolduge i Gødvad skal udbredes

I næste uge er der virkelig gang i harpiks og sportssko, når Gødvad GIF arrangerer en hel uge med fokus på håndbold. Og arrangementet skal nu udbredes til klubber og kommuner i resten af landet.

Det begyndte i bestyrelsen i Gødvad Håndbold, der godt kunne tænke sig at samle hele bydelen om sporten og skabe mere sammenhængskraft.

Den mission resulterede i Håndboldens dag, der foregår for første gang på lørdag den 27. august - med optakt hele ugen.

I løbet af næste uge besøger Gødvad Gymnastik og Idrætsforening (GIF) både sprogskolen, modtageklasser og inviterer alle til at komme og prøve kræfter med håndbold i Gødvadhallen.

Arrangementet har trukket opmærksomhed fra etablerede klubber som Bjerringbro-Silkeborg, Silkeborg-Voel KFUM og nu også Dansk Håndbold Forbund (DHF).

- DHF har bedt os om at lave en manual til, hvordan man arrangerer håndboldens dag eller uge, så vi næste år kan gå ud til alle klubber og kommuner og sige, sådan har vi gjort, I kan gøre noget lignende, siger Ivan Michelsen, der er formand for Gødvad GIF Håndbold.

Interessen fra andre parter betyder også, at Silkeborg-Voel KFUM's håndbolddamer nu spiller træningskamp mod de danske mestre fra Team Esbjerg i Gødvadhallen.