Bilist standset med promille på 2,42

Politiet standsede i aftes en bilist, der blæste en så høj promille, at han burde være bevidstløs.

Den 35-årige mandlig bilist blev standset på Christianshøjvej ved Frederiksdal ved 18-tiden i aftes.

Politiet kan umuligt have været i tvivl om, at føreren var spirituspåvirket, for en test med alkometer viste en promille på 2,42.

Ved promiller over 2,00 er der risiko for at miste bevidstheden, og ved promiller på 3,00 er der risiko for at dø.

Kørte i lånt bil
På grund af den høje promille blev mandens kørekort inddraget på stedet, og så blev han anholdt og taget med til en blodprøve.

Hvis blodprøven viser den lignende promille står den 35-årige mand til en betinget fængselsstraf, flerårig frakendelse af kørekortet og en stor bøde.

Den 35-årige silkeborgenser kørte i en lånt bil, så den blev ikke beslaglagt.

Hash-bilist standset
Cirka samtidig med, at den 35-årige spritbilist blev standset, fik en anden politipatrulje øje på en påvirket bilist i Resenbro.

Den 41-årige bilist blev bragt til standsning på Dybdalsvej, og fordi han virkede narkopåvirket, testede politiet ham med deres narkometer.

Testen afslørede indhold af hash i mandens spyt, så han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøve.