Silkeborgensere snydt på nettet

To nylige handler på nettet mellem private endte i bedragerianmeldelser, efter sælgerne tog imod penge uden at udlevere varerne.

Sagerne får Silkeborg Politi til at mane til forsigtighed, hvis man vil handle med private på Facebook og dba.dk.

- Vi har mange af den slags sager. Det er let og straffen er ikke særlig høj, så mange gør det. Derfor bør man være varsom med at handle med andre på nettet, siger Mette Therkelsen fra politiet.

En pige på 17 år har via dba.dk købt en iPhone 5S til 1750 kr. Hun overførte pengene til sælger d. 7. august og har aldrig fået sin vare.

En 35-årig mand fra Silkeborg købte noget tv-tilbehør af en anden Facebook-bruger. Han overførte 240 kr til sælger d.16. august, men har aldrig modtaget varen. Kontaktforsøg med sælger har været forgæves i begge tilfælde.

I sager som disse stopper sælger gerne med at svare efter pengene er modtaget, og der er herefter umuligt at komme i kontakt med vedkommende, hvorefter politiet må kontaktes. Hændelserne anmeldes som bedrageri.