Bil standset med 200 piller i skjult rum

Politiet standsede i går en bil med tre mænd. I bilen var der 200 piller, en telefon og et knojern, som ingen af mændene vil kendes ved.

Bilen blev standset ved 11-tiden ved Fakta på Randersvej i Gødvad, fordi betjentene havde mistanke om en påvirket fører.

Den 22-årige mand bag rattet blev testet med politiets mobile narkometer, og det gav udslag for både hash, kokain og opiater i mandens spyt. Derfor blev han sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand, anholdt og taget med til en blodprøve.

I bilen sad to unge drenge, begge 17 år, og de blev visiteret sammen med den 22-årige. Det førte til fundet af fem gram hash, som den ene 17-årige havde på sig.

Politiet ransagede også bilen og fandt en skjult boks under en gulvmåtte. I boksen lå de 200 piller med kryds på, et knojern og en Blackberry telefon, der er populær i kriminelle kredse på grund af et højt sikkerhedsniveau. Det er ganske enkelt sværere for politiet at få oplysninger fra en Blackberry telefon.

Ingen af de tre mænd ville kendes ved boksen med de endnu uidentificerede piller, så foreløbig er ingen sigtede for det forhold.