Anholdt: Fuld kvinde ville hoppe i søen

Forbipasserende måtte i går tilbageholde en beruset 49-årig kvinde og tilkalde politiet, fordi hun ville hoppe i søen, til fare for sig selv.

Opkaldet til politiet kom klokken 15.35, hvor de forbipasserende havde fået fat i den fulde kvinde på Søvej ved Rådhuset.

En patrulje blev sendt til Søvej i et forsøg på at få hende på andre tanker. Det lykkedes ikke.

- Hver gang de slap kvinden, var hun på vej mod Langsøen, siger Lis Borup fra Silkeborg Politi.

Det endte med, at betjentene anholdt kvinden kl. 16.05 af hensyn til hendes sikkerhed, og fordi hun forstyrrede den offentlige orden. Hun blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Kvinden blev løsladt ved 22.30-tiden i aftes, og politiet har ikke hørt siden, at hun skulle være sprunget i søen.