Mand mistede bilen for dobbelt-forseelse

Den samme 23-årige bilist blev i aftes standset to gange af politiet inden for 50 minutter. Anden gang kostede det bilen.

Politiet standsede første gang den 23-årige mand i en varebil på Christian 8.s Vej ved Fredensgade klokken 18.45.

Det viste sig, at manden aldrig havde haft et kørekort, så han blev sigtet, stillet en bøde i udsigt og måtte finde en anden fører til bilen.

Knap en time efter fik politiet så øje på den samme varebil, med den samme mand bag rattet. Denne gang i Fredensgade ved Føtex Torvet, altså cirka 100 meter fra, hvor politiet tog ham første gang.

Den 23-årige havde selvfølgelig ikke erhvervet sig et kørekort på 50 minutter, så han blev igen sigtet. Den forseelse var den tredje af sin slags inden for tre år. Derfor beslaglagde politiet i aftes hans varebil.

Nu bliver bilen solgt på auktion og pengene går til statskassen.