Foto: Silkeborg Kommune

Byrådet ønsker flere penge til skolerne

Medlemmerne af byrådet forhandler for tiden om næste års kommunale budget, og samtlige partier har meddelt borgmesteren, at de ønsker flere penge til folkeskolerne, det skriver mja.dk.

Mens der er bred enighed om retning, så er der ikke samme enighed om beløbets størrelse.

Socialdemokraterne ser gerne en fast årlig tilførsel på mellem 20 og 30 millioner kroner. Pengene skal komme fra et ekstra tilskud på 24 millioner kroner, som Silkeborg Kommune modtager næste år.

Ifølge mja.dk er De Radikale med på at tage pengene fra det tilskud, men det er ikke sikkert, at det tilskud og tildeles i 2018.

Borgmester Steen Vindum (V) mener ikke, at man kan tage de 24 millioner kroner, fordi en stor del af dem allerede er afsat til andre formål. Der er kun 5,7 millioner kroner tilbage, og de kan ikke nødvendigvis alle gå til folkeskolerne.

Det samlede budget for Silkeborg Kommunes folkeskoler er i år 565 millioner kroner.

Budgettet for 2017 skal førstebehandles i byrådssalen den 19. september.