Foto: Vejdirektoratet

Motorvejen bliver færdig i december

Selvom motorvejen gennem Silkeborg åbner om mindre end en uge, går der yderligere nogle måneder før anlægsarbejdet er helt færdigt.

Det skyldes, at tilkørselsramperne til Borgdalsvej ved Hårup og ved Ansvej ikke er færdige. De kan nemlig ikke bygges færdige, før motorvejen er taget i brug.

I Hårup er tre af de fire ramper klar til brug. De to der vender mod Århus er allerede i brug, og så snart motorvejen åbner tages rampen fra Silkeborg mod Aarhus i brug.

Men tilkørselsrampen fra Hårup mod Silkeborg kan ikke bygges før den midlertidige vej, der i dag forbinder motorvejen og den gamle hovedvej, er fjernet. Det arbejde kan altså først begyndes, efter at motorvejen åbner på søndag. Den rampe forventes at være færdig i løbet af december.

Ramperne til og fra Aarhus ved Ansvej kan heller ikke bygges før motorvejen er åbnet. Trafikken fra Aarhus, der skal ind i Silkeborg skal ledes ad den bro, der i dag fører trafikken fra den gamle hovedvej hen over motorvejen. De ramper forventes færdiggjort i løbet af november måned.