Grafisk designer Lise Glindvad (tv) er blandt de første lejere, mens Lise Thinggaard Larsen selv har fået plads til virksomheden Brand-Art. Foto: Marie-Louise Kjær

Nyt kontorfællesskab i rustikke rammer

Et nyt kontorfællesskab har set dagens lys i Silkeborg. Navnet er Kongeremisen. Stedet er en rustik, gammel bygning, der for år tilbage har været brugt til at opbevare DSB-materiel. Nu rummer den et kreativt miljø med Lise Thinggard Larsen i spidsen. Hun lejer bygningen på Drewsensvej af DSB og lejer selv resten af kontorpladserne ud, så det kan løbe rundt.

Mand, børn og håndværkere har i løbet af sommeren hjulpet Lise Thinggaard Larsen med at istandsætte den historiske bygning. De første tre virksomheder er rykket ind, mens der endnu er to ledige skriveborde.

Det hele startede med, at Lise Thinggaard Larsen savnede et kontorfællesskab, der favnede muligheden for professionel sparring kombineret med praktiske værkstedsrammer. Hun synes Silkeborg har mange kontorfællesskaber, men ikke lige af denne unikke slags.

- Det skulle være lidt mere rock’n’roll, eller sagt med andre ord et kreativt arbejdsfællesskab med plads til skæve, skøre og inspirerende indspark, siger Lise Thinggaard.

Hun ønsker mangfoldighed i de selvstændige, der ender med at have base hos Kongeremisen. Indtil videre har der været interesse fra både møbeldesignere, konsulenter, reklamebureauer og agenturer.

- Unge og gamle, alle aldre og brancher. Alle er velkomne. Jo mere forskellige vi er, des mere kan vi have gavn af hinanden, siger Lise, der selv ejer virksomheden Brand-Art, som visualiserer virksomheders historie, identitet og brand.

Firmaet Kvalivare, der består af to unge iværksættere og en praktikant, har også til huse i Kongeremisen, men har for øjeblikket travlt med motorvejsteaterforestillingen ”Vejen” og er ikke til stede. Grafisk designer Lise Glindvad har netop indviet sin plads i kontorfællesskabet.

kongeremisen