Foto: Torben Anholm

Afhentning af startnumre skabte kaos

Udleveringen af startnumre til motorvejsløbet på lørdag og søndag skabte i går trafikalt kaos i store dele af Silkeborg. Udleveringen fortsætter i dag.

Ifølge arrangørerne af motorvejsløbet blev der i løbet af tre timer i går udleveret cirka 10.000 af 21.000 startnumre.

Udleveringen begyndte oven i eftermiddagstrafikken kl. 16, og det blev bemærket hos politiet.

- Stort set alle indfaldsveje til Silkeborg lukkede til. Det stammede primært fra Jysk Arena, hvor numrene blev udleveret, siger Flemming Just fra det lokale politi.

Politiet trådte til og begyndte at regulere trafikken omkring Jysk Arena, indtil Hjemmeværnets politienhed kunne nå frem. Omkring kl. 18.30 gled trafikken helt fint igen, oplyser politiet.

- Jeg har lært lektien og parkerer langt fra ringvejen og cykler ind på søndag, skriver en bruger på arrangørernes Facebook-side.

Udleveringen fortsætter i dag, hvor der er åbent fra 14 til 19 i Jysk Arena.

- Man skal nok også forvente kø og kaos i dag, men der kommer dog også hjemmeværnsfolk igen. Folk må bevæbne sig med tålmodighed, eller også må de tage cyklen, siger Flemming Just.