Otteårig cyklist væltet af bilist

En otteårig pige på cykel kom i går lettere til skade, da hun kørte lige ud foran en bil.

Ulykken skete klokken 17.46 på Romervej i Grauballe, hvor den lille pige kom cyklende ud fra en af sidevejene i villakvarteret.

Hun kom lige ud foran en langsomtkørende bil, der blev ført af en 43-årig kvinde, der bor i området, ligesom pigen.

Bilen fik taget det meste af farten, men pigen blev ramt og væltede. Hun slap med lettere skrammer og for en tur på skadestuen.

Bilisten bliver ikke umiddelbart sigtet i sagen.