Foto: Søren Rasmussen

Bilist kørte fra nedlagt cyklist

I rundkørslen ved Århusbakken blev en 17-årig pige på cykel påkørt af en bil fredag. Politiet vil gerne tale med bilisten, der kørte fra stedet uden at tilkendegive sig.

Påkørslen skete fredag morgen ved ottetiden, hvor den 17-årige pige kom cyklende ind ad Sejsvej. Hun kørte ud i rundkørslen for at fortsætte rundt, men i samme øjeblik kom en bil kørende bagfra og skulle ud ad Århusvej.

Bilisten ramte cyklisten, der væltede, og bremsede herefter op.

Den kvindelige fører rullede vinduet ned og spurgte pigen, om hun havde slået sig. Pigen svarede tilbage, at det mente hun ikke, så satte bilisten i gang og kørte væk.

Den 17-årige fik dermed slet ikke mulighed for at få bilistens navn og adresse, som hun ellers har ret til ifølge Færdselsloven.

Lidt senere på dagen fik pigen alligevel ondt i foden og anklen, så hun måtte tjekkes på skadestuen. Der var dog ingen brud, oplyser politiet.

- Vi vil gerne tale med den kvindelige fører af bilen, siger John Toft fra politiet i Silkeborg.

Kvinden beskrives som 50-60 år og med kort, gråt hår. Hun kørte i en lille lyseblå bil, formentlig en Ford Fiesta.

Hvis du kender kvinden, kan du hjælpe politiet på telefonnummer 114.